Eintrag · Althochdeutsches Wörterbuch
galtar st. n.
st. n.; ae. gealdor; an. galdr.
gald-: dat. sg. -ere Gl 2,712,6; nom. pl. -ar 698,49; dat. pl. -run 261,50/51 (Luxemb. 44, 9. Jh.); -ron 707,30; acc. pl. -ar 701,56.
Zaubergesang, -spruch, -formel der heidnischen Magie: galdrun incantationibus [agere malefici moliebantur, ut is qui eam (sc. puellam) invaserat diabolus exiret, Greg., Dial. 1,10 p. 193] Gl 2,261,50. galdar [ducite ab urbe domum, mea] carmina [, ducite Daphnim, Verg., E. VIII, 68] 698,49. galdar [pocula ... saevae infecere novercae, miscueruntque herbas et non innoxia] verba [, ders., G. II, 129] 701,56. galdron [haec (die Priesterin) se] carminibus [promittit solvere mentes, ders., A. IV,487] 707,30. galdere [(sacerdos Umbro) vipereo generi et ... hydris spargere qui somnos] cantu [-que manuque solebat mulcebatque iras, ebda. VII,754] 712,6.
Vgl. Wesche, Zauber S. 40 ff.
Vgl. galstar.