Hauptquelle · Köbler Mhd. Wörterbuch
behüetære st. M.
behüetære , st. M.
- nhd.
- „Behüter“, Hüter
- Vw.:
- s. burc-
- Hw.:
- vgl. mnl. behoeder, mnd. behȫdære
- Q.:
- Seuse (FB behüeter), MinnerII (FB behoeter), ElsLA (1. Hälfte 14. Jh.), HvFritzlHl, LAlex, SAlex, Wunderer, Wyle
- E.:
- s. behüeten
- W.:
- nhd. Behüter, M., Behüter, DW 1, 1345
- L.:
- Hennig (behüeter), FB 31a (behüeter), MWB 1, 518 (behüetære*), LexerN 3, 53 (behüeter), DRW